Filosofien

Dr. Castillo Morales er født og opvokset i provinsen Inter Rios nord for Buenos Aires, hvor den oprindelige indianske befolkning forsat er repræsenteret. Han får derfor allerede i en tidlig alder indsigt i dette folks kultur, medicinske tradition, livsfilosofi og fundamentale respekt for livet.
Hans intense interesse for antropologi og for de oprindelige folkeslag i Latinamerika inspirerer ham til at anvende erfaringerne med disse folks måder at leve på i sin naturvidenskabelige og terapeutiske metode i konceptet. Dette kommer til at kendetegne konceptets filosofiske grundlag.I perioder har Dr. Castillo Morales levet og arbejdet blandt forskellige oprindelige befolkningsgrupper i Latinamerika og har her set betydningen af den tætte fysiske kontakt imellem mor og barn.
Det, at barnet bæres på moderens krop indenfor de første leveår, understøtter barnets neuro-senso -motoriske udvikling. Det opnår stabilitet, fornemmelse for rytme gennem moderens bevægelser og tryghed ved at kunne mærke hendes hjerteslag, kropsvarme og stemme.
Dette fremmer angiveligt en hurtigere udvikling hos disse børn.
Ligeledes befinder mor og barn sig i øjenhøjde med hinanden, når dagligdags aktiviteter foregår på gulvet, hvor barnet kan bruge moderens krop til at lære at rejse sig op.
Gennem den tætte kropskontakt støttes barnet i at nå næste udviklingstrin ved, at moderen giver barnet tid og ro til at lære at forstå gennem fysisk berøring.
Dette er et møde med barnet på barnets niveau, og kommunikationen er overvejende nonverbal.
Respekt og ligeværd er nøgleord for disse befolkningsgrupper, hvor hvert enkelt menneske betragtes som unikt.
Overført til konceptet er indgangsvinklen i det terapeutiske arbejde: Respekt for mennesket, tillid til menneskets muligheder for udvikling og støtte fra netværket.Derfor er den aktive medvirken fra forældre, pårørende og professionelle af største betydning i hele det diagnostiske og terapeutiske arbejde. 

 

Kontakt og aktivitet skabes altid på barnets niveau. De manuelle teknikker, der anvendes i konceptet, understøtter og stimulerer den neuro-senso-motoriske udvikling på barnets niveau, ud fra den betragtning, at læring finder sted i den bevidste opmærksomhed om egen krop og i kontakt med omgivelserne.

For at udvikle selvstændige og uafhængige færdigheder er det en forudsætning, at et menneske med funktionshæmning mødes med tålmodighed og i respekt for dets funktionsniveau.

Derfor er en dialog baseret på gensidig tillid altafgørende. Det er denne kommunikation, som danner grundlag for den meningsfyldte terapi. Kun en person, som føler sig godt tilpas, har lyst til at træne/lege, eksperimentere og lære.

I konceptet betragtes ethvert menneske som unikt. Derfor findes der ikke to ens mennesker med den samme neurologiske diagnose. Dette er baggrunden for, at Castillo Morales-terapeuter altid udarbejder et individuelt tilpasset behandlingsprogram på baggrund af den funktionelle evaluering til mennesker med medfødt eller erhvervet hjerneskade.